Opsamling på "tendenser i samtiden"

Vi har nu nået afslutningen på vores forløb om tendenser i samtiden, hvilket derfor skal afsluttes med en opsamling, på de mange emner som vi i de sidste måneder har gennemgået.
Vi har været omkring emner såsom selvfremstilling, i forbindelse med de grafiske romaner vi har læst. Heriblandt teksten “Persepolis”, som vi også fik set den franske filmatiserede version af. Her hørte vi om den unge iranske pige Marji, og fulgte hendes opvækst, på en anderledes, men spændende måde, grundet fortællerens rolle.
Specielt forløbet om Daniel Rye, er noget vi i L2 husker tydeligt. “Ser du månen, Daniel” handler om danske Daniels tid og oplevelser som gidsel hos terrororganisationen ISIS i Syrien. Dette gjorde især indtryk på os alle. Det har været en øjenåbner for de fleste af os, eftersom mange af os fortrænger, at folk som Daniel arbejder med livet som indsats, imens vi lader os gå på, af små bagateller og luksusproblemer i hverdagen. Det er en gribende bog, som Daniel har skrevet i samarbejde med journalisten, Puk Damsgaard. Den giver en lysten til, at læse blot ved at se på forsiden, titlen, samt bagsideteksten. Dette kaldes en paratekst som er et forløb vi også har haft om. Det er parateksten der er med til at give os forventninger til bogen. Det er parateksten det giver os indtryk af den ulæste bog, og derfor er det vigtigt at bogen både er og ser fangenskab og interessant ud fra start.

Selvfremstilling har generelt været en stor del af forløbet - og i forbindelse med dette har vi arbejdet med selvfremstilling i forskellige sammenhænge. Her har vi arbejdet med, som tidligere nævnt, paratekster - samt autofiktion og performativ biografisme. Vi har været omkring Caspar Eric’s digt, “Jeg vågner alene i sengen”, hvor forfatterens frustrationer og forvirring kommer til syne i det atypiske og lange digt. Knud Romer’s romanuddrag, hvor han fortæller om sin egen barske og triste barndom, set fra sin egen synsvinkel. Dernæst et åbent brev fra Knud Romers gamle klassekammerat, som har et kritisk modsvar. Det sidste vi har arbejdet med under selvfremstilling er Jørgen Leth, som blandt andet er forfatter og journalist. 79 årige Jørgen Leth kender vi også som kommentator fra det populære cykelløb, Tour De France. I bogen “Jørgen Leth - det uperfekte menneske” fortælles hans gerninger på Haiti, hvor han var i forbindelse med øens jordskælv i 2010. Hans tekster er meget omdiskuteret i klassen, da der fandtes særdeles forskellige holdninger og meninger om hans forhold til en lokal 17 årig pige, samt hans detaljerede måde at fortælle på.

Læs meget mere om ovenstående emner ved at besøge bloggens tidligere indlæg. Her uddybes emnerne inden for forløbet “tendenser i samtiden”, hvilket giver en større forståelse for klassens arbejde med dette anderledes men spændende forløb.

JØRGEN LETH - Det Uperfekte liv

Dette blogindlæg drejer sig som Jørgen Leths selvfremstilling. Da selve karakteristika for en selvfremstilling blev nøje forklaret i forrige oplæg, vil vi i dette oplæg have mere fokus på hvordan en sådan selvfremstilling så bliver modtaget af læseren, men først og fremmest en lille præsentation af Jørgen Leths selvfremstilling, så vi får alle mand med!

Jørgen Leth udgav i 2005 en selvbiografi, som er lidt af en blandet pose bolcher - alt fra knepning til konebytning og kondicykel bliver nævnt i bogen. Om det er fornøjelse eller forargelse, er op til den individuelle. Bogen er bygget op om scener og historier i Jørgen Leths liv, og derfor bliver vi som læsere nødt til at være kritiske overfor dele af det vi læser, da ordet ‘scener’, giver indtryk af at der er fiktion i teksten.

Jørgen Leths bog har været under kritik, som der blandt andet bliver skrevet i en lederen “Liderbasse” i Politiken fra 2005. Han blev særlig kritiseret for at han var en repræsentant for Danmark, da nogle af disse hændelser foregik. Heri bliver der beskrevet at selvom Jørgen Leth beskriver ‘scener’ fra sit liv, som måske - måske ikke - er sande, skal vi forholde os til hvordan og hvad han skriver om.

Efter vi på klassen har fået læst et stykke op fra selvfremstillingen, er vi ikke i tvivl - sikke en måde at te sig på… mange var forarget, nogle grinede, men vi giver Politiken ret, som kalder Jørgen Leth for en ægte Liderbasse, og så har han endda stået for at repræsentere Danmark i Haiti.  

Selvfremstilling

Selvfremstilling er forskellige bl.a. måder hvorpå f.eks. en forfatter vælger at vise sig frem på over for andre. Man kan kalde det en form for interaktionskommunikation, hvorpå man kan se hvordan mennesker opfører sig og vælger at kommunikere med hinanden. Især i den mere moderne tid, er selvfremstillingen blevet kraftigt udbredt i de sociale medier.

Der er flere kendetegn ved selvfremstilling. Blandt andet har hovedpersonen og forfatteren samme navn, det er subjektive og personlige holdninger der kommer til udtryk og ofte er der erindringer og/eller erfaringer med. Derudover er det oftest fakta, men der kan dog også godt være selvfremstillinger som er fiktion, men det er mere virkelighedsnært end normal fiktion. Så man kunne måske nærmere kan det en lille løgn og ikke så meget fiktion som vi kender den.

Eksempel på selvfremstilling

(Billede af Knud Romer)

Vi har læst et uddrag fra Knud Romers roman “Den som blinker er bange for døden”, hvor vi gennem handlingen hører om Knuds egne oplevelser ved at være anderledes fra de andre børn i klassen. Derigennem også hvordan han følte at han var alene, hvordan andre opfattede ham som person, forældrenes opvækst og ungdom samt tidligere generationers påvirkning efter 2. verdenskrig. Særligt hører vi om hvor hårdt det var at gå igennem for ham i en meget tidlig alder, og hvordan han selv forsøgte at afvise, hvad der egentligt ramte hårdt, når der blev gjort grin med ham.

I et åbent brev til Knud fra Georg Græsholt fortæller han om sin opfattelse fra dengang de gik i klasse sammen, og hvordan de to var bedste venner. Her mener han selv, at Romers roman viser en helt forkert side af den sandhed der egentligt fandt sted i skolen dengang. At han i den grad fremstiller sig selv som værende et offer for en meget hårdere barndom end så mange andre, ud fra hvad han skriver i sin roman. Her mener han især at Knud sætter jeg selv i et overdrevent fokus i søgen om medlidenhed, hvoraf han overspiller sin karakter. Han undrer sig over hvad der får ham til at nævne ham ved navn som en af de onde fra hans barndom, når alt de var, var gode venner. At han ikke kan indrømme offentligt, at det hele ikke var så sort og dystert som overfladen viser.

PARATEKST:

Når vi ønsker at læse en bog, indgår vi såkaldt kontrakt med bogen. Vores kontrakt afhænger af bogens udseende. Det kunne være; billeder, titel, bagsiden, forfatterportræt osv. Alt dette kaldes paratekst. Paratekst er med til at give os forventninger til indholdet af bogen, og samtidig forme vores forventninger. Derudover også om vi læser teksten som performativ biografisme eller autofiktion. Dermed er parateksten med til at forme bogen på forhånd, og derved skabe et indtryk af den ulæste bog. I nogle tilfælde kan genrebetegnelsen være modstridende med indholdet i bogen, og i sådan et tilfælde vil parateksten derfor være modsigende.

Eksempel til paratekst:

Her tages der udgangspunkt i Morten Ramslands roman "hundehoved". Allerede på forsiden er der benyttet humor og et tydeligt tegn på fiktion, da der er placeret et hundehoved på en menneskekrop. Dette gør det klart, at der i dette tilfælde er lavet enten en fiktion-kontrakt eller en dobbelt kontrakt. Morten Ramsland er også kendt for sit fantasiunivers og dermed er dette også med til at forberede os på fiktion kontrakt eller dobbelt kontrakt. Da bogen er en roman, så er der her tale om en dobbelt kontrakt, da der er også kan være fakta indblandet. 

Den enkle forside gør, at bogen fremstår utrolig simpel og lige til. 

Bagsideteksten, som tildels er et resumé, forklarer kort, at romanen handler om en slægt igennem tiden fra 30'erne til i dag (2005, udgivelses år). Vi bliver i resuméet præsenteret for dele af en familie, som vi formoder er den omtalte slægt. 

Forlaget bag bogen er Rosinante, som er en del af Gyldendal-koncernen. 

          

AUTOFIKTION:

Autofiktion er en genre, der blander fiktion og fakta. Oprindeligt dækkede autofiktion litterære værker, men bruges i dag oftere i for eksempel tv-serier og film

PERFORMATIV BIOGRAFISME:

Den performative biografisme er biografisk i den forstand, at forfatteren bruger sig selv og andre virkelige personer i sit værk. Den performative biografisme bruger referencer til virkeligheden. Den performative biografismens består i, at teksterne ved brug af navne og referencer til forfatternes eller andre virkelige personers liv referer til, at læseren og offentlighedens skal forstå disse tekster som biografiske altså virkelige.